At hjælpe andre.

Jeg har altid følt trang til at hjælpe andre. Jeg har et fadderbarn på den anden side af jorden og jeg er frivillig hos Røde Kors.

Måske fordi jeg går ledig har jeg lyst til at hjælpe mere. Overvejer madpakker til hjemløse.



 

 

Tit har jeg observeret andre mennesker, som hjælper andre utroligt meget. Samtidig har de selv en familie som de forsømmer følelsesmæssigt. Tit er det jo også nemmere at hjælpe andre hvor man ikke er følelsesmæssigt er indblandet.

Jeg tænker tanken fordi jeg er lidt i den situation. Jeg kan ikke overskue at hjælpe min gamle far som er en slags vagabond. Han har altid været fraværende som far og når jeg har besøgt ham påvirker det mit humør meget.

Og sådan tror jeg der er mange hjemløse og vagabonder der har det. De har en familie som de aldrig eller sjældent ser, fordi de pårørende ikke magter den forhutlede livsstil de fører og fordi børnene føler sig svigtet af vedkommende som skulle have været en rollemodel for dem.

Så jeg syntes det var lidt modsigende at ville hjælpe fremmede mennesker og ikke min far.

Men. Der er et men. Jeg er kommet til den konklusion at jeg skal blive ved med at passe på mig selv. Derfor tænker jeg at jeg hjælper en andens far eller mor. Jeg ville også sætte pris på at nogen hjalp min far.